Lydbøger, e-bøger og klassiske bøger

Hvis litteratur i bund og grund defineres som det skrevne ord, må lydbøger og e-bøger i denne sammenhæng agere som forstærkere. Og vil det ikke altid være en fordel? Eller vil det true bøgerne som vi kender dem?

[toc]

Hver ting til sin tid

Selvom Lydbogormen er et site om lydbøger – det ligger nærmest i navnet – er det ikke ens betydende med, lydbøger er det eneste format, jeg konsumerer bøger i. Uanset om det drejer sig om skønlitteratur eller faglitteratur, er der altid forskellige scenarier der passer godt til formatet, og i bund og grund, er jeg ikke fortaler for ét format frem for det andet.

For mig er formatet underordnet. Men jeg er også vokset op med bøger og læst rigtig meget. Så jeg er sikker på, jeg ikke ”glemmer” papirformatet, selvom jeg har flyttet meget af min tid over i det digitale.

I bund og grund handler det for mig om, at konsumere litteraturen. Om det så foregår i dets originale form, eller digitaliseres på e-bog eller lydbog er for mig underordnet.

Det vil jeg prøve at beskrive nedenstående scenarier, hvor jeg har udvalgt ét scenarie til hvert format.

Lydbøger – når jeg er på farten

Med coronalukkede fitnesscentre må jeg indrømme, jeg ikke har været så god til at bevæge mig, som jeg gerne ville. Det er mest blevet til nogle sporadiske cykelture til og fra arbejde, samt enkelte aftengåture når lejligheden har budt sig (det gør den for det meste først efter ungerne er puttet).

Men når jeg får muligheden for at komme ud og gå, bliver det gerne med en god lydbog i ørerne, som jeg kan summe lidt til.  Det veksler en del, om jeg lytter til fag- eller skønlitteratur. Ofte har jeg gang i et par stykker, så det er meget op til humøret på dagen.

Under transport (i bil, bus eller tog) har jeg også altid noget i ørerne. Tidligere har det udelukkende været musik, men hvis jeg skal ud på længere ture, funder jeg gerne en lydbog. Igen er det op til humøret og koncentrationen. Faglitteratur kræver en del opmærksomhed, og jeg finder ofte, at jeg skal koncentrere mig el del, for at få det fulde udbytte.

Er koncentrationen mindre, finder jeg noget skønlitterært, og hvis der ikke er plads til at hælde mere på, dropper jeg lydbøgerne og sætter musik på.

Klassiske bøger til højtlæsning

Min ældste derhjemme er blevet så gammel, han virkelig er begyndt at sætte pris på godnathistorier. Lige nu er vi startet på Harry Potter, og selvom jeg måske synes J.K. Rowlings univers henvender sig til en aldersgruppe, der selv kan læse (han går stadig i 0. klasse) har universet fra Harry Potter og De Vises Sten virkelig fanget ham.

Og for mig skal godnathistorier hverken være i e-bog eller slippes nemt om ved, som lydbog. Godnathistorier skal læses op fra det gode, gamle format. For mig er det, det eneste rigtige, og jeg synes også det giver mit barn den rigtige forståelse, og den rigtige ”rækkefølge” af hvordan tingene har udviklet sig.

Og selvom det nok er mig der er sentimental her, så er der en stærk symbolik i, der ligger en bog med et bogmærke på natbordet. Det giver en følelse af noget kontinuerligt og roligt, der ikke på same måde som en iPad kan spoles i, skrues op og ned på, eller løbe tør for strøm.

E-bøger – praktiske i nichesituationer

Når jeg læser e-bøger er det oftest i forbindelse med, jeg lytter til samme værk på lydbog. Jeg kan godt lide at veksle frem og tilbage mellem de to formater, fordi det af og til bare skønnest, hvis der ikke er ”larm”. Og det gælder også selvom der er en god oplæser!

Jeg holder af at sidde stille og roligt og læse bøger på iPad’en. Der er både fordele og ulemper ved at læse på en skærm, men af fordele synes jeg klart skærmens justerbare baggrundsbelysning og muligheden for at forstørre eller formindske på størrelsen på fonten er et par vindere.

Det betyder overordnet set, man altid har gode læseforhold og jeg har ikke oplevet at overanstrenge øjnene ved at læse e-bøger på samme måde som jeg kan komme til, hvis jeg finder mig selv opslugt i en bog og mørket falder på.

I de fleste gode lydbogsapps kan man veksle frem og tilbage mellem lydbog og den tilsvarende e-bog. Det betyder, at jeg eksempelvis kan putte den mindste og stadig læse en bog i halvmørket, hvilket ikke ville være muligt med en klassisk bog.

Er det en fordel? For mig er det! Mange af os kender sikkert følelsen af, ikke at kunne lægge en bog fra sig, muligheden for at skifte format løbende betyder der er mere tid til progression – uanset om der bliver lyttet eller læst.

Afrunding

Og hvad vil jeg så sige med dette indlæg?

Indledningsvist skrev jeg, at fordi jeg er vokset op med bøger, tror jeg ikke at jeg nogensinde kommer til at slippe dem igen. Jeg er ikke af den opfattelse, at jeg kommer til at gå 100% digitalt og udelukkende benytte mig af lydbøger og e-bøger.

For mine børn er situationen selvfølgelig en del anderledes. De vokser op med Touch Screens i hænderne, og kommer sikkert til at arbejde med computeren som en fast del af inventeret i folkeskolen.

Og selvom noget af undervisningen foregår digitalt (her har covid skubbet en del på) tror jeg, at medmindre bøgerne i undervisningsmateriale udfases i folkeskolerne som en del af en spareplan, så skal bøger i sig selv nok overleve, ligesom håndskriften nok skal overleve selvom vi skriver det meste på skærme og tastaturer.

Det hele handler om balance. Hver ting til sin tid.