Lydbog med musikalsk baggrundstæppe

Vi har taget et kig på lydbogen “Idas Drømmeseng” som er et klassisk eventyr i en ny indpakning. Lydbogen, udkom i midten af februar 2020, er en gennemkomponeret musikalsk fortælling, hvor musik og oplæsning går op i en højere enhed.

Nyt lydbogsformat

I skabelsen af denne specielle fortælling er musikken komponeret som det første. 11 små fantasifulde og magiske stykker musik har været inspiration til 11 små historier om fjolleaber, påskeugler og pirater og om forunderlige verdener, hvor sære ting finder sted. Historierne er dernæst bundet sammen af en rammefortælling om en pige og hendes kat, der tager på eventyr igennem disse fortryllende verdener.

Historien

Lille Ida ligger syg derhjemme med en farlig omgang streptokoptitis. Hun keder sig noget så grumt og drømmer bare om at kunne komme ud at lege. Hun er heldig, for hendes kat Hr. Pjevs har pludselig besluttet sig for at kunne tale, og han overtaler hende til at tage med på eventyr – helt uden at hun forlader sin seng.

Han starter motoren på sengen og kører den lige ud af den åbne hoveddør og hen hvor pebret gror. Herfra starter en magisk rejse for Ida gennem verdener, hun ikke troede fandtes i sin vildeste fantasi.

Idas Drømmeseng musikalsk lydbog

Den musikalske effekt

Musikken og historien hænger uløseligt sammen, og fortællingen understøtter lige så meget det musikalske plot som omvendt. Det er musikken, som dikterer stemningen, og den maler nuancer af karaktererne og sceneriet, som gør denne fortælling ganske magisk og farverig for lytteren. De legesyge og finurlige kompositioner ansporer fantasien og maler billeder på nethinden, så man får lyst til bare at lukke øjnene og se filmen for sig.

Musikken er med til at rive en med i stemningen når Hr. Pjevs presser sengen helt op i 5. gear under en ufrivillig fjolleabe-fangeleg eller når Ida og Hr. Pjevs pludselig bliver kidnappet af nysgerrige påskeugler.

Samtidigt giver musikken en utrolig meditativ effekt til historien. Der er adskillige lange passager, hvor der kun er rolig musik, så man bare kan ligge og drømme sig væk i snefnug og dunede skyer. Musikken får ens puls helt ned, når man kører ud ad den undersøiske landevej, og man kan næsten se det for sig, når fisk og havdyr svømmer omkring hovedpersonerne i det mørkeblå vand til tonerne af den mystiske undervandssynth.

Anvendelse

Idas Drømmeseng er god til bilen, som godnathistorie eller som underlægning til kreativ hygge. Den er ganske oplagt til en afslapningssund for både børn og voksne, og også selv Ida og Hr. Pjevs tager sig en lille morfar undervejs i historien, da de nu alligevel ligger i en seng. Men kedelig er den bestemt ikke. De oplever så meget undervejs, at selv Ida på et tidspunkt får nok, og det virker også til, at Hr Pjevs til sidst er ude på dybt vand. Men hvordan skal de mon komme hjem igen …?

Forfatter og oplæser

Elisabeth Lund Nejsum (f. 1984) er uddannet i musikvidenskab fra AU og arbejder til dagligt som musikpædagog. Hun har en baggrund i lyd- og filmbranchen og specialiserer sig i at skabe maleriske lyduniverser for børn.
Lydbogen er indlæst af skuespiller Susanne Storm (f. 1970), uddannet ved Statens Teaterskole 1998.

Målgruppe

Eventyret retter sig mod de 4-8 årige, men barnlige sjæle i alle aldre vil kunne have fornøjelse af en lille times tid i selskab med Ida og Hr. Pjevs på denne meditative og fantasifulde drømmerejse.

Hvor kan man købe Idas Drømmeseng?

Lydbogen kan høres på Mofibo, hvor du kan prøve den 30 dage gratis.

Derudover kan du finde den hos de fleste online forhandlere som Saxo, Arnold Busck, William Dam og Bog&Ide.

Har du lyst til at finde flere lydbøger til børn, har vi lavet en liste her.