Anmeldelse af Saxo Premium
Det unikke ved Saxo er, at de er landets største online boghandel, og det betyder, de har et par trumfer i ærmet, i forhold til deres konkurrenter.
Saxos lydbogstjeneste hed for nyligt Saxo Premium, men nu er den også kommet i en billigere version: Saxo Premium Streaming.
Et solidt produkt
Saxos mere end 50 års erfaring gør, at de ligger godt på markedet, og det går også igen i deres Premium-produkt, der giver dig mulighed for at lytte næsten ubegrænset til et pænt udvalg af lydbøger.
Der tilbydes over 60.000 titler i alt, samt mere end 7.500 engelske titler. Derudover har Saxo mere end 1.000 titler på andre sprog som spansk, svensk, tysk, finsk m.m. I App’en kan du finde mere end 30 sprog! (kun en mindre del af disse er dog lydbøger). Saxo’s App er iøvrigt flot og overskuelig til mobil og tablet, og fås til både Android og iOS.
Prisen på 119,- kr. per måned for Saxo Premium ligger mod den høje ende, men du får også nogle ekstra fordele med i forhold til deres shop. Hvis du udelukkende er ude eftedr lydbøger, så skal du i stedet vælge Saxo Streaming til 99,-/md..
[toc]
Komplet gennemgang
Saxo Premium Streaming har en 30 dages gratis prøveperiode, hvor man frit kan opsige sit abonnement inden for de 30 dage uden nogen risiko. Ligesom med nogle af de andre udbydere trækkes der altså ikke nogen penge fra din konto, hvis du opsiger abonnementet i prøveperioden. Prisen på 99,- kr. om måneden er uden binding.
Saxos udvalg er ret stort, og der er genrer og indhold for alle. Der er en masse indhold, der er gratis, når du har et Premium Streaming abonnement, men noget af indholdet skal der dog betales for til en reduceret medlemspris. Hvis du vil undersøge udvalget af lydbøger, kan du se dig omkring på Saxos hjemmeside først og fremmest, men vær opmærksom på, at der er en lydbogs-knap, når du går ind og kigger på den titel, du er interesseret i.
Ligesom de øvrige udbydere giver Saxos app dig mulighed for at hente bøger ned på din tablet eller smartphone, så du kan lytte til dem, når du er ude at rejse eller sidder på et fly uden internetforbindelse.
Saxo forsøger at inspirere lytteren, men dette gøres mest i appen med forslag til forskellige genrer samt lidt kreative sektioner såsom en oversigt over bøger, der er blevet filmatiseret, så man kan se, om bogen er bedre end filmen eller omvendt.
Ligesom hos Mofibo kan man administrere mange bøger på samme tid ved hjælp af sektionen “Mine Bøger”. Dermed har du et nemt overblik og kan lytte til flere bøger sideløbende efter behov, plus at det er nemt at lægge en bog til side og senere fortsætte, hvor man slap.
Kom godt i gang med Saxo Premium Streaming
For at starte din 30-dages prøveperiode med Saxos Premium Streaming tjeneste skal du gå ind på hjemmesiden og oprette dig som bruger og blot følge vejledningen.
Udvalget af lydbøger
Saxos udvalg af lydbøger er ret stort, og der er over 60.000 forskellige e-bøger og lydbøger. Dog er udvalget af lydbøger en ret lille andel af dette, så det skal tages med et gran salt. Derudover er det, som nævnt tidligere, ikke alt indhold, der er frit tilgængeligt, når man har et Premium Streaming abonnement, og der skal altså desværre betales for en del af bogtitlerne.
Saxo har en bunke spændende genrer at vælge imellem samt god inspiration til disse, og deres søgefunktion i appen er lige så enkel, som den skal være. I 30 dage kan du som sagt helt gratis prøve deres Premium Streaming abonnement og se på udvalget.
Prisen på et Saxo Premium Streaming abonnement
Prisen for et Premium Streaming abonnement er nemlig 99 kr. per måned, hvilket er en fair pris, men ikke konkurrencedygtig med de skarpeste på markedet. I prisen er der dog et par ting, man skal være opmærksom på.
Som nævnt er det slet ikke alle bøger i sortimentet, der er fuldt inkluderet i abonnementet, og der skal derfor betales en, dog reduceret, pris for at lytte til disse bøger. Nogle lydbøger kan eksempelvis koste 139,95 kr. eller noget i den stil. Dette er nok forklaringen på, hvorfor prisen for Saxos lydbogstjeneste ligger lidt lavere end konkurrenterne. Her vil vi nok foretrække en samlet månedspris, der inkluderer det hele, som det ses ved Mofibo og Storytel.
Derudover er sortimentet på lydbøger mindre end hos nogle af de mere dedikerede lydbogstjenester som Mofibo og BookBeat, så det skal man have med i overvejelsen.
Overordnet set vil vi mene, at prisen for Saxo Premium er fair, men de når ikke op og blande sig i toppen.
Lær at bruge Saxo Premium Streaming
Opret først din Premium Streaming konto som beskrevet længere oppe, og hent herefter appen fra Google Play eller App Store.
Når du starter appen, præsenteres du for en simpel login-skærm, hvor du skal bruge de login-oplysninger, du lige har oprettet. Herefter kommer du til en meget enkel oversigt med inspiration til din læsning. Først og fremmest ses en rulle-oversigt over en rimelig afgrænset mængde af boggenrer, du kan vælge imellem.
Neden under dette ser du flere rulle-oversigter, der inspirerer dig under klassiske overskrifter som “Nyt på Premium”, “Populære bøger”, “Krimi”, “Skønlitteratur” og “Børnebøger”, men der inspireres også med andre interessante tiltag. Dette kan være overskrifter som “Er bogen altid bedre end filmen?”, der fokuserer på bøger, som er blevet filmatiseret, eller overskriften “Bliv draget”, der frister med det erotiske bogunivers.
Saxos app fungerer meget på samme måde som Mofibo og BookBeat og er også holdt i et enkelt design med nem funktionalitet. Appen er rigtig nem at finde rundt i.
Sådan finder du en bestemt bog
Et designvalg, der virker meget intuitivt og brugbart, er, at Saxo har valgt at have tre faneblade i toppen af appen, hvor man kan vælge mellem at se alle typer bøger i appen eller kun fokusere på hhv. e-bøger eller lydbøger. Dette synes vi er rigtig smart, hvis man på forhånd ved, at man udelukkende vil lytte til sine bøger, og det vil vi jo rigtig gerne (hvis man spørger os).
Hvis du skal finde en bestemt bog, findes der en masse godt på Saxos hjemmeside under deres inspirationssektion. Derudover er appen til tablet og smartphone nem at finde rundt i, og du kan søge efter bogtitler ved at trykke på forstørrelsesglasset oppe i hjørnet af appen. Dette fungerer meget enkelt, og der er ikke så meget at sige om det.
Under appens overskrift Kategorier kan du dykke ned i dine yndlingsgenrer og se dig omkring. Herunder findes der desuden underkategorier, så du kan blive helt specifik i din søgen. Under Børnebøger finder man eksempelvis “Bøger for de helt små børn”, “Børn og unge: poesi, antologier, årbøger”, “Undervisningsmidler” og en række andre valgmuligheder.
Lydbøger vises i appen med et ikon, der forestiller et sæt hovedtelefoner, så det er dette, du skal kigge efter. Hvis du allerede har valgt kun at se lydbøger (via fanebladet i toppen), vises der dog ikke andet end dette.
Offline-tilstand
Ligesom der også er mulighed for i de andre lydbogstjenester, kan man med Saxos app hente lydbøgerne ned på sin smartphone eller tablet. Dette er brugbart, hvis du eksempelvis skal ud at rejse og ikke vil bruge data på mobilen. Således henter du bogen ned på mobilen, før du tager afsted, og herefter kan du frit lytte til den, uanset hvor du er.
OBS: Det er kun enheder, der indeholder et SIM-kort, såsom din smartphone, som kan benytte mobildata. Enheder, som ikke har et SIM-kort, såsom din tablet, vil derfor kun benytte WiFi/internet.
Sådan downloader du lydbøger til offline-tilstand
Lydbøgerne fylder ca. 10-20 MB per times lyd, og da der eksempelvis er bøger, der varer over 30 timer, kan det være en fordel at koble mobilen på et WiFi-netværk, før du henter bøgerne til offline-tilstand.
Sådan gør du:
- Find den bog, du ønsker at downloade.
- Tryk på bogen og vælg “Download til offline brug”. Vent på, at bogen hentes ned.
Hvis du allerede sidder og lytter til en lydbog, kan du også downloade bogen fra “lytte”-skærmen ved at trykke på ikonet med pilen oppe i toppen.
Når bogen er færdig med at blive hentet ned, kan du finde den i sektionen “Mine Bøger”.
Problemer med at downloade en bestemt bog?
Vi oplevede ikke problemer med at downloade bøger med Saxos app, men hvis du skulle falde over et problem, kan du skrive til Saxos support gennem deres kontaktformular under Hjælp-sektionen på hjemmesiden – eller på mail-adressen premium@saxo.com. Saxo har også en fin Hjælp-sektion, som måske kan hjælpe dig på vej, hvis der er problemer.
God inspiration til lydbøger
Saxo har en god inspirationssektion på hjemmesiden, der består af inspirerende sider som Månedens Forfatter, Aktuelle bøger, Ugens anbefaling og Bestsellere. Vi savner dog muligheden for at inspirere venner og familie ved at kunne dele bogtitler med andre direkte fra appen, hvilket er en funktion, man ser hos de andre udbydere. Hvis den findes, har vi i hvert fald ikke kunne finde den.
Der er også en side med “Arrangementer hos Saxo”, der indeholder arrangementer for boginteresserede, men disse er der tilsyneladende ikke mange af. Idéen er ellers fin.
I appen udmærker Saxo sig dog med lokkende kategorier og overskrifter, der gør dig nysgerrig. Det er nemt at finde noget, man kan fordybe sig i.
Mine Bøger – din digitale boghylde
Alle de bøger, som du har købt eller tilføjet til din liste, vil være at finde, hvis du trykker på knappen “Mine Bøger” nederst i appen. Det er den samme type elektroniske bogreol, som du også finder i de andre lydbogstjenester, og oversigten er meget enkel og nem at bruge.
Du gemmer lydbøger i din bogsamling ved at trykke på en bogtitel og derefter på knappen “Tilføj til boghylde”. Herefter optræder de under “Mine Bøger”, hvor du kan lytte til dem. Bøger kan selvfølgelig fjernes fra boghylden igen ved at trykke på dem og vælge “Fjern og slet fra boghylden”.
Et tempo der passer dig
Som ved de andre lydbogstjenester kan man altid justere på den hastighed, som bøgerne læses op med. Lige fra alt for langsomt til alt for hurtigt. Find denne indstilling ved at trykke på knappen “Mere” nede i hjørnet (den med de tre streger) og herefter vælge “Indstillinger”. Justér hastigheden under “Afspilningshastighed”.
Du kan selvfølgelig også justere hastigheden, mens du lytter til en bog. Dette gøres ved at trykke på ikonet oppe i toppen, der forestiller et speedometer.
Vi anbefaler at holde læsehastigheden på mellem 100% og 125%, da det ellers kan være svært at følge med – men det er selvfølgelig op til den enkelte.
Saxos app holder i øvrigt øje med, hvor langt du er nået i bogen, så du vil altid komme tilbage til det sted, hvor du slap, når du holder pause fra lytningen. Du kan også til hver en tid spole lidt frem og tilbage i fortællingen med navigationsknapperne i bunden, hvis du overhørte noget af det.
Ligesom apps som Storytel har det, så har Saxos app også en bogmærke-funktion, hvor man selv kan sætte digitale bogmærker i sin lydbog, så man altid kan finde tilbage til vigtige eller spændende steder i bogen. Det kan også være meget relevant til eks. studiebøger.
Saxo har muligvis søgt inspiration hos Storytel, for i Saxos app findes der også en “Sleep”-funktion, der kan aktiveres ved at trykke på stopurs-ikonet i toppen, mens du lytter til din bog. Herefter kan du vælge, hvor lang tid der skal læses op, inden oplæsningen stoppes automatisk. Om funktionen benyttes til historielæsning for børnene, eller om man bruger den, hvis man ved, at man kun har eksempelvis 45 minutter tilovers til boglytning, skal vi ikke blande os i, men funktionen er dog en brugbar ting at have med.
Intet gavekort til Saxo Premium Streaming
Saxo har på nuværende tidspunkt desværre ikke givet mulighed for, at man kan give et Premium Streaming medlemskab i gave, hvilket vi godt kunne savne. Vi har i hvert fald ikke fundet frem til denne mulighed. Man kan godt give gavekort til bøger og e-bøger, men ikke til Premium Streaming og de dertil hørende lydbøger. Ærgerligt, men det kommer nok på et tidspunkt.
Support
Du kan til hver en tid kontakte Saxos Premium-support på deres e-mail; premium@saxo.com – her kan du enten kontakte dem angående et problem på app’en, en bestemt bog du leder efter, eller hvis du blot har spørgsmål.
Glemt adgangskode?
Hvis du har glemt din adgangskode skal logge ind i appen eller på hjemmesiden, kan du få hjælp lige her. For at nulstille din adgangskode skal du trykke på “Glemt adgangskode”, hvorefter du skriver din email-adresse og trykker på “Nulstil adgangskode”.
Herefter vil du modtage en mail, hvori der findes et link. Ved at trykke på linket får du mulighed for at oprette en ny adgangskode.
Betaling
Du kan betale for Premium Streaming på forskellige måder.
Når du logger ind på hjemmesiden, kan du trykke på “MIT SAXO” oppe i hjørnet, hvorefter du trykker på “Mine kreditkort”. Her ser du, hvilket kreditkort du har tilknyttet dit medlemskab, og du kan ændre dette, hvis du vil have, at medlemskabet trækkes fra et andet kort. Du kan benytte dig af VISA, MasterCard samt VISA/Dankort hos Saxo.
Opsig dit Saxo Premium Streaming-abonnement
Dit abonnement opsiges ved, at du går ind på saxo.com og logger ind på din brugerkonto med knappen oppe i højre hjørne. Herefter holder du musen hen over knappen “MIT SAXO” og vælger “Mit medlemskab”.
På siden, du nu ser, finder du under “Kontoinformation” og “Status” nu et lille, diskret link, der hedder “Opsig”, som du trykker på. Følg herefter instruktionerne på skærmen.
Bemærk, at abonnementet ikke opsiges ved, at du sletter app’en. Det er vigtigt, at du benytter ovennævnte metode, hvis du vil opsige abonnementet.
Konklusion
I Saxos Premium Streaming abonnement er der enkelte funktioner, man godt kunne savne, som konkurrenterne har med. Overordnet står Saxo Premium Streaming dog som en helt OK lydbogstjeneste med masser af bøger, men dog med et begrænset udvalg af lydbøger.
Fordelene ved Saxo Premium Streaming er den enkle app og Saxos gode evne til at give dig inspiration til din boglytning.
Konklusionen må dog være, at Saxo Premium Streaming ikke er helt oppe på linje med de bedste i branchen hvis man fokuserer 100% på lydbøger. Her har en konkurrent som BookBeat med deres skarpere pris og længere prøveperiode dem slået.
Saxo er dog med et godt stykke hen ad vejen og er stadig et fint produkt
Det bliver 3 ud af 5 stjerner herfra.
Det gode:
- Flot, overskuelig og enkel app
- Tilgængelig offline
Det dårlige
- Begrænset udvalg af lydbøger
- Ligegyldig funktion med at sælge bøger